
Bourgogne 2024 – Udfordringer og fokus på kvalitet
Dela
Årgang 2024 i Bourgogne bliver allerede omtalt som både udfordrende og spændende. Det blev et år, hvor vejret i høj grad kom til at bestemme udviklingen i vinmarkerne.
Foråret var præget af store mængder regn og hård frost, og senere på sommeren blev vinstokkene sat under massivt pres fra sygdomme som mildiu og oidium. Frost i foråret er særligt skadelig, fordi den rammer netop, når vinstokken sætter sine første spæde skud og blomsteranlæg – og når de først er frosset væk, kan planten ikke nå at danne nye i samme sæson. Mange har måske set de dramatiske billeder fra Bourgogne, hvor vinbønder tænder små bål mellem vinrækkerne for at holde temperaturen lige over frysepunktet og forsøge at redde de sarte knopper.
Mange producenter måtte alligevel se en stor del af deres høst gå tabt. Ifølge det franske landbrugsministerium er den samlede vinproduktion i Frankrig reduceret med omkring 20% for årgangen. Bourgogne og Champagne var blandt de hårdest ramte områder. De fleste producenter har mistet en tredjedel af deres høst – og nogle helt op til 50%.
Det er barske vilkår, men også en påmindelse om, at vin er landbrug – og at naturen og vinmagerens håndværk i sidste ende er det, der afgør, hvad vi får i glasset.
Sygdomspresset i markerne
Mildiu (falsk meldug): En svampelignende sygdom, der viser sig som gule pletter på bladene og hvidt “fnug” på undersiden. Trives især i køligt og fugtigt vejr og kan hurtigt brede sig til hele klasen.
Oidium (ægte meldug): En svamp, der viser sig som en gråhvid, melagtig belægning på blade og druer. Den angriber især i varme og fugtige perioder og kan få druerne til at sprække.
Begge sygdomme var markant til stede i 2024 og er hovedårsagen til, at mange producenter mistede store dele af deres høst.
Vinskribenter om årgang 2024
“2024 looks like being a huge challenge due to the gigantic rainfall through the last winter, spring and early summer.” – James Suckling
“Words like catastrophe and disaster are being used about this vintage that size-wise perhaps is the worst Burgundy has experienced. Now we can hope for the wines to surprise us … to thrill us … to joy us.” – Winehog (Steen Öhman)
“2024 was a truly awful growing season: grey and so soggy… the crop was so small or rotten that some vines were left unpicked… the 2024 vintage in Burgundy may be the smallest ever.” – Jancis Robinson
Hvid Bourgogne – chardonnay med friskhed og finesse
Chardonnayplanterne blev hårdt ramt af både frost og sygdom, men i slutningen af sommeren kom solen endelig, og augustvejret reddede meget: den varme og tørre periode sikrede en balanceret modning mod høsten og forhindrede, at tabet blev endnu større.
De druer, der klarede strabadserne og kom igennem sorterings-nåleøjet, har givet vine med en smuk friskhed. Meldingerne peger på citrus, hvide blomster og mandeltoner, understøttet af en rank syre og fin balance. Det er ikke kraft, der definerer 2024, men renhed og elegance.
Hos Domaine Arnaud Baillot opleves det meget tydeligt: de hvide vine har en løftet syre, masser af energi og en lethed, som står i kontrast til de mere fyldige 2022- og 2023-årgange. De er spændstige og allerede meget drikkeglade – selvom de lige nu efter flaskning kan virke en smule nervøse og blot behøver kort tid til at falde på plads.
Rød Bourgogne – pinot noir med intens aroma
Også pinot noir blev testet til det yderste i 2024. Sygdomspresset var massivt, og mange druer måtte sorteres fra. Netop derfor er vinmagerens rolle helt afgørende. Kun de producenter, der har sorteret med tålmodighed og præcision, står tilbage med druer af høj nok kvalitet.
Resultatet er dog lovende: en intens aromaprofil med hindbær, solbær og stikkelsbær. Tanniner af finesse fremfor kraft, og farvemæssigt lidt mere dybde end forventet. Det kan blive en årgang, der giver elegante, harmoniske og meget drikkeglade rødvine.
Det kan også mærkes hos Domaine Arnaud Baillot: fadprøverne af de røde vine viser en modenhed, der er større end forventet. De virker stadig en smule tilbageholdte og stramme lige nu, men uden at være grønne eller præget af stilke. Det lover godt for fremtiden, og med lidt tid vil de folde sig ud i den elegante retning, som Bourgogne gør bedst.
Domaine Arnaud Baillot 2024
Arnaud og Laure har fået deres høstudbytte reduceret til næsten 50% af normalen. Kraftig sortering, både i markerne og efter selve høsten på sorteringsbordet, har gjort stort indhug i mængderne. Der er endda enkelte af deres marker, hvor de simpelthen har valgt at kassere alle druerne – Hautes Côtes de Beaune Blanc vil derfor ikke blive produceret i årgang 2024.
Deres fokus på kvalitet har været altoverskyggende for deres arbejde. De har været fuldstændig kompromisløse i udvælgelsen. Resultatet taler således også flot for sig: De vil igen i denne årgang levere vine af meget høj klasse, som vi glæder os til at præsentere.
En årgang for håndværket
2024 vil blive husket som en årgang, hvor vejret gjorde sit for at presse både planter og mennesker. Det er også en årgang, hvor vinmagerens evner kommer til at skinne igennem – i kælderen, i sorteringen, i detaljerne. Det vil blive ganske tydeligt.
Vi glæder os til at smage de første flasker og dele oplevelsen med jer. Når de udvalgte Bourgogne-vine lander hos os, hører I naturligvis mere.
Indtil da kan vi heldigvis nyde de tidligere årgange!
Se hele vores udvalg af Bourgogne-vine her